For mere info kontakt os på

(+45) 33 21 20 03
info@hopl.dk

Øjenlågsoperation

Patientinformation

Patientinformation

Øvre øjenlåg

Risici og komplikationer

Ved alle operationer er der risiko for efterblødning. Skulle det begynde at bløde, kan man ofte ved et let tryk i nogle minutter stoppe denne. Stopper blødningen ikke, kan du ringe til os og hvis efter lukketid ringe til 1813, såfremt du er opereret via henvisning fra egen læge. Er du privatpatient, har du fået udleveret et akutnummer til den plastikkirurg, der har opereret dig. I sjældne tilfælde kan der opstå blodansamlinger under huden, der kræver kirurgisk udtømning. Meget sjældent ses betændelse i huden, og ofte kan man se lidt småirritation i sårene under helingsfasen; dette går over af sig selv. I ekstreme tilfælde har man observeret blødning i øjenhulen; dette med fare for synet og kræver øjenlægebehandling. Ardannelse forekommer ved alle operationer, men arret ved operation for øvre øjenlåg ligger i den fold, der automatisk opstår når øjet er åbent. I starten vil man kunne se arret ude i siden, men også her vil arret typisk blive usynligt efter nogle måneder. Ved øjenlågsoperation for øvre øjenlåg kan det forekomme, at der ikke er taget nok hud, og i så fald må man korrigere dette efterfølgende. Bivirkninger og komplikationer er således sjældne ved operation for øvre øjenlåg.

Efter operationen

De første par dage skal man holde sig i ro og sove med løftet hovedgærde, og helst ikke bukke hovedet ned under hjertehøjde. Dette er for at undgå blødning. De første par dage efter operationen bør du ligge med noget køligt over øjnene c. 20-30 minutter 3 gange dagligt for at mindske hævelse og misfarvning. Du kan med fordel bruge solbriller i nogle dage efter operationen, for at skjule den blålige misfarvning, der næsten altid vil forekomme. Denne misfarvning forsvinder typisk indenfor 7-10 dage, men kan vare ved i op til 4 uger. Du bør påregne sygemelding ca. 2 dage ved kontorarbejde og op til 1 uge ved fysisk krævende arbejde. Efter ca. en uge vil stingene blive fjernet. Du må gerne tage brusebad fra dagen efter operationen. Mod svie og eventuelle smerter anbefaler vi smertemedicin i håndkøb i form af paracetamol (Pinex, Pamol, Panodil etc.) Du kan læse mere om operation af øvre øjenlåg på SUNDHED.dk.